de Plessenvej 18, Tornby, 9850 Hirtshals

FØRSTE RÆKKE FRA VANDET

Renoveret i 1996 og herefter løbende, senest med sikre inddækninger i 2021. Carport tilbygget i 2017. Fibernet installeret.

Denne beliggenhed udbydes kun meget sjældent. Huset ligger i første række mod vandet på en blind vej. Der vil aldrig blive bygget huse, der kan tage havudsigten - og den er flot med bølgende klitbakker ned mod den brede strand. Man kan følge skibstrafikken vest for Hirtshals - med en god kikkert kan man næsten læse skibenes navne. Og udsigten til havet og himlen er ny hver dag. Farvespillet i vandet og himlen er noget, man aldrig bliver træt af. Solnedgangen er hver dag et nyt skuespil, og når du først har set solen gå ned i vandet, så bliver du næsten afhængig af det. Det er noget helt andet end en solnedgang inde i landet.

Beliggenheden her i den sydlige del af området Tornby Strand er rigtig god. I bil er der bare 10 minutter til centrum af Hirtshals - eller tilkørslen til E39. Det vil sige, at der faktisk kun er lige omkring 2 timer til Århus. Oven i købet er der masser af udflugtsmuligheder i området. Vi kan nævne Tornby Gamle Købmandsgård, der bl.a. sælger legetøj fra fars eller bedstefars barndom, Nordsøen Oceanarium byder på kæmpe akvarier, undervandstunnel og sælfodring, Ørnereservatet inviterer til imponerende rovfugleshows. hvor man bl.a. kan opleve havørn, slangeørn og tibetansk lammegrib.

Til ejendommen hører en meget stor, rektangulær grund, der går ned over det imponerende klitlandskab og helt ned på stranden. Den er også vedligeholdelsesfri - der er træterrasser og flisegange, og så er der grus i indkørslen, så man bliver ikke overbebyrdet med havearbejde.

Det antracitgrå træhus er bygget i kraftigt 1-på-2 træværk, afvekslende med enkelte detaljer, der er klinkbyggede. Huset har listepaptag og zinktagrender og vinduerne er i mahogni, med alu-lister i bunden. Indvendigt er der trægulve, trævægge, der de fleste steder er malet i en lysegul farve samt hvide trælofter. De store vinduer mod vest og syd giver et dejligt lysindfald i stuen, hvorfra der er en fin havudsigt, især fra den del af stuen, der ligger højest. Her har vi også husets bedste plads i hjørnet mod vest. Her har man udsigt, brændeovn og læselys, så det er absolut den plads, der er mest kamp om at få. Til gengæld er man sikret mod kolde fødder i opholdsstuen, for her kan man grave tæerne ned i et af de bløde skind, der ligger under sofabordet. Stuen er i åben forbindelse med køkkenet, og der er 3 soverum, som i øjeblikket er indrettet med i alt 7 sovepladser. Husets badeværelse har toilet, et skabsarrangement omkring håndvasken, bruseniche samt i øvrigt udgang til det fri.

Huset udlejes ikke, men bør ved fuld dispositionsret indbringe op mod 100.000 om året.

Køber bedes notere sig, at der er mobilaftale med Telmore til varmepumpen og alarm ved G4S. Desuden wifi/internet 50/50 mb via Norlys/stofanet. Disse kan efter sælgers udsagn overføres. Brændeovnens alder kan ikke dokumenteres, så køber skal forventeligt udskifte denne.

Ting med affektionsværdi indgår ikke i handelen. Liste kan fremskaffes.

I øvrigt har vi fra køber fået en liste over ting, der er fornyet/forbedret på ejendommen:

2016: nyt tag, ekstra isolering på loftet, ny beklædning på sydsiden og 3/4 af østsiden, nymalet indvendigt, varmepumpe installeret, fibernet installeret, topdække på skorsten, ny bruser, 8-900 kvadratmeter hyben bekæmpet.

2017: ny carport med redskabsrum, nye dræn og faskiner til bortskaffese af regnvand. Nyt trappeparti, lavning mod vejen opfyldt og delvist tilplantet, 2 nye terrasser i hårdt træ, ny terrassedør direkte fra vestvendt stue.

2018-2019: nye sålbænke, kloakering, nye hvidevarer i køkken: opvasker, komfur og køleskab.

2020: tilbygning af entré mod øst med loft til kip, som giver et flot lysindfald.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.