Dyrestien 25, Tornby, 9850 Hirtshals

Bedøvende flot havudsigt - og herligt hus med anneks

Sommerhusområderne ved Tornby Strand starter lidt syd for Landal Feriehotel Fyrklit og strækker sig ned syd for Tornby Strandvej. Der er kun ganske få minutter ad Ringvejen til motorvejstilkørslen til E39, så på to timer når man frem fra Aarhus.

Der er god shopping i Hirtshals og Hjørring, og oplevelser nok til mange ferier i Nordjylland.

Vi kan nævne Tornby Gamle Købmandsgård, der blandt mange sjove ting også sælger forskelligt legetøj efter modeller fra farfars barndom. Husk: der er kaffe med søsterkage med i entréen.

Det herlige område ved Tornby Strand har sommerhusene liggende spredt i landskabet, sådan at så mange som muligt har havudsigt. Det gælder da også dette herlige hus, der ligger i yderste klitrække og har en total panoramahavudsigt. Grunden er en vedligeholdelsesfri klitgrund med lidt buskadser af hybenrose og ellers med græs og marehalm.
Lidt nord for grunden kan man følge en sti ned til stranden, og med en beliggenhed som sidste hus på en blind vej, er det absolut ikke trafikken, der generer.

Huset udlejes ikke. Ved fuld dispositionsret for et udlejningsbureau bør der være et indtjeningspotentiale i størrelsesordenen 150-175.000 til ejer.

Det brunsorte træhus har detaljer i hvidt, bl.a døre, vinduer og udhæng. Taget er et listepaptag og tagrender og nedløbsrør er i zink. Der er træterrasser uden niveauforskel næsten hele vejen rundt om huset, så alle gode hjørner kan udnyttes for at finde sol og læ. Mod vandet er der en delvist overdækket terrasse, og her behøver man ikke gå ned til vandkanten for at se solen gå ned i havet.

Indenfor er der lyst og lækkert, med hvidolierede trægulve samt lyse, til dels ludbehandlede vægge og lofter. Hvidmalede elementer i konstruktionen forstærker det lyse indtryk, og gavlen mod vest har vinduer helt op i kip, hvilket trækker endnu mere lys ind i huset.

Huset er indrettet med separat køkken, der har god kontakt med opholdsstuen, 2 stuer, 2 soverum og et badeværelse med bruser. Dertil er der et redskabsrum med god plads til havemøbler. Bemærk også den udendørs bruser på terrassen, hvor man hurtigt kan skylle havvandet af, når man har taget sin morgendukkert i havet.

Syd for hovedhuset er der en carport, som i vestenden har et 14 kvadratmeter stort anneks med egen indgang, entré, bad og et værelse med 2 sovepladser. Gæster i huset nyder virkelig et ophold i annekset, der har en storslået havudsigt direkte fra sengen.

Huset blev totalrenoveret i 2005 og i den forbindelse blev brændeovnen udskiftet. Sælger forventer derfor, at den kan bevares.

NB: Ejerudgifterne er baseret på de foreløbige vurderinger for 2024.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.