Hagen 4, Lønstrup, 9800 Hjørring

God beliggenhed med udsigt mod Rubjerg Knude - 5 min. til by og strand

I Nordjylland er der kun ganske få byer, der ligger helt ud til vestkysten. En af dem er Lønstrup, 15 km vest for Hjørring, hvor der ad E39 kun er lige omkring 2 timer til Aarhus. Lønstrup har et stort supermarked, der er åbent sommer og vinter, restauranter i flere prislejer, tøjbutikker, arbejdende guld- og sølvsmede, gallerier, keramikere, kunsthåndværkere, glaskunstnere, garnforretning - og som noget helt nyt en undervandsfotograf og en hudklinik. Flere af kunsthåndværkerne har åbne værksteder og man kan ofte få lov til at kigge lidt over skulderen - eller måske lave sin egen souvenir i Glashuset. Af større attraktioner i nærheden kan vi nævne Rubjerg Knude Fyr ca. 2 km syd for byen. Det blev i 2019 flyttet 70 m væk fra skrænten og trækker flere hundrede tusinde gæster hvert år. Nordsøen Oceanarium i Hirtshals og Fårup Sommerland ved Blokhus, Ørnereservatet øst for Tversted, Hirtshals Museum... Oplevelserne står nærmest i kø, det er bare at vælge.

Grunden skråner lidt nedad mod syd og huset ligger trukket tilbage på grunden - på linje med de øvrige huse på vejen. Der er lave volde med græs mod naboerne og terrasserne er delvist indhegnede med et lavt stakit. Mod vest er der en dejlig overdækket terrasse med glasvægge mod vest - det giver dejlig aftensol og er en herlig krog til aftenkaffen med et altid nyt stemningsbillede mod solnedgangen. Sydterrassen er mere åben og slutter med et par trin, hvor det er nemt at slå sig ned og nyde udsigten mod syd og Rubjerg Knude Fyr.

Et herligt, sortmalet træhus med hvide døre, vinduer og udhæng. Taget er i cementsten og der er zinktagrender. Bemærk faconen på gavlen mod syd, der går igen i trinene ned fra terrassen - som en lille skibsstævn.
Indenfor har huset fået en ordentlig overhaling omkring 2009. Der er glatte, hvide vægge og lofter til kip. Et par ovenlys sørger for godt dagslys på badeværelserne, hvor det ene har bruseniche, det andet tillige spa og sauna. Der er overalt lyse gulve i træ eller laminat og indretningen har fået lidt spræl med bl.a. spisestuestole i glade farver. Der er en god sofagruppe og et ekstra siddehjørne med masser af puder til børnene. Huset har 4 soverum med i alt 9 sovepladser.

Huset udlejes gennem Sol og Strand med husnummer 11-0371. Der var i 2023 en indtægt til sælger på 157.000,-

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.