Strandklitten 16, Tornby, 9850 Hirtshals

Et førsteklasses hus med en fantastisk havudsigt.

Tornby ligger på Vendsyssels vestkyst lige syd for Hirtshals. Nørre Tornby er et stort sommerhusområde, hvor husene ligger spredt i klitlandskabet, på en måde så flest muligt har havudsigt. Det er også tilfældet her, hvor der i fugleflugtslinje er under 400 m til stranden. I Tornby er stranden oven i købet næsten bilfri, og i det hele taget er området så stille og roligt, at man virkelig kan stresse af fra hverdagens travlhed og trivialiteter. Lidt længere mod syd kan man køre ned på stranden, og her er der også flere gode restauranter at vælge imellem. Morfars køkken serverer god, dansk mad og Munchs Badehotel lidt finere mad. Længere mod syd har vi Sønder Tornby, en lille by med skole, brugs og trinbræt for Hirtshalsbanen. I Tornby gamle Købmandsgård kan man se - og købe - legetøj fra oldefars eller bedstefars tid, og der er kaffe og søsterkage med i entréen. Derudover ligger hele Nordjylland åben for udflugter for hele familien.

Grunden er en kuperet naturgrund med bevoksning af græs og marehalm. Der er kun slået græs på et lille stykke ved indkørslen, så der er plads til parkering for et par biler. Huset putter sig i en gryde og har mod vest direkte havudsigt fra stuen og terrassen. Indkørslen er belagt med gamle jernbanesveller og desuden er der flisebelægning mod øst. Mod nord og vest er der en delvist overdækket træterrasse med et lavt stakit, der ikke skygger for solen - og giver perfekt udsigt til sommerens solnedgange. Skulle det være lidt for blæsende, så er der vinduer i hele facaden, så det er enkelt at trække ind i læ.

Huset har en spændende arkitektur. Der er højt til loftet i stuen med lofter til kip og kig til den specielle tagkonstruktion og de store limtræsbjælker. Væggene er i lys fyrrustik og lofterne er dels fyrrustik, dels Troldtekt-akustikplader. Gulvene er nogle steder med tæpper, andre steder laminatgulve, og på de to badeværelser er der naturligvis flisegulve. Der er et lille værelse, der anvendes til depot samt tre gode soverum med dobbeltsenge i huset. Dertil er der et rum med 2 senge i et tidligere redskabsrum, så der er i alt 8 sovepladser. Huset har 2 badeværelser, der begge har toilet, brus og håndvask. Det store har tillige vaskemaskine og tørretumbler. Alt i alt fremstår huset som et førsteklasses hus med en fantastisk havudsigt.

Ejendommen udlejes ikke, men ville forventeligt kunne indbringe ejer op mod 120-140.000 om året ekskl. forbrug ved fuld dispositionsret for et udlejningsbureau.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.